Kæreste søges

Hvordan finder man kærligheden online?

Har du selv prøvet at være på en masse frustrerende dates, der på ingen måde afspejlede den, du var, og de ønsker, du havde til en kommende partner?

Jeg kunne i hvert fald godt have brugt en manual for netdating, da jeg i sin tid startede min søgen efter…ja, hvad jeg ledte efter, vidste jeg nok ikke helt. Men jeg havde en følelse af, at der var noget til mig derude et sted.

Mange er i stigende grad begyndt at bruge Facebook som en art dating-portal selvom det ikke er en dansk dating side. Og det er der selvfølgelig ikke noget forgjort i. De fleste mennesker har en Facebook-profil, så hvorfor ikke mødes her, som andre steder? Det er så oplagt, at selveste Mark Zuckerberg har planer om at gøre det nemmere for brugerne via en online dating-funktion på Facebook. Se blandt andet denne Facebook dating artikel.

Forbrugermagasinet har lavet en oversigt over de forskellige dating-portaler, som kan være en god start, når du står og skal tage hul på dette som et nyt kapitel af dit liv. Sammenlign dating sider og find den bedste for dig.

 

Hvordan fandt jeg selv kærligheden?

Jeg fandt selv kærligheden på nettet – ligesom så mange andre. Men det skete faktisk først, da jeg begyndte at blive helt afslappet omkring det. Og ikke mindst, da jeg havde taget et grundigt kig indad. 

Min historie er, at jeg blev single efter mange år i forhold – først 15 år med min ex-mand og dernæst direkte ind i et nyt forhold, som varede 3 år.

Da det sidste forhold var afsluttet, var der selvsagt sket en del siden gymnasiefesterne, hvor et par kys en fredag aften ofte mundede ud i et par måneders romance. Alene med 3 børn var det svært at komme ud og møde nye mennesker. Så 18 år ældre end sidste “dating-runde” og tre børn rigere, bankede jeg den værste rust af og kastede mig ud i netdatingens brogede univers. Her håbede jeg at finde den store kærlighed.

 

En spændende tid

Det blev ikke kedeligt. Jeg lærte netdatingens ABC på den hårde måde og kunne snart sætte alskens kiksede oplevelser på mit dating-CV. Alt lige fra fyren, der bare ikke ville gå hjem og ikke fattede et vink med en vognstang. (Her lærte jeg på den hårde måde, at man aldrig skal invitere nogen hjem på den første, blinde date. Ikke fordi alle net-datere nødvendigvis er potentielle øksemordere. De kan også bare være lettere socialt handicappede og helt uden situationsfornemmelse). Lige til mit desperate forsøg på at finde flugtmuligheder på café-toilettet. Bare fordi fyren derinde ved bordet var så pinlig, at jeg ikke ville ses sammen med ham et sekund mere.

Jeg kan godt afsløre, at der ikke var nogen vinduer at flygte ud af på caféens lille toilet. Så jeg måtte bide i det sure æble og gå ind og afslutte min date med den kiksede fyr – som selvfølgelig heller ikke hørte til dem, der havde det sorte bælte i situationsfornemmelse og aflæsning af kropssprog, og derfor skulle have det skåret ud i pap. Mange gange.

Jeg lærte hurtigt, at virkeligheden kan være en helt anden end den virtuelle virkelighed, der er blevet sat op i mailkorrespondancen forinden. At billeder er taknemmelige og kan være 10 år gamle og 20 kilo lettere end nutidens fremtoning. Derfor er det en rigtig god idé at bede om flere billeder fra forskellige situationer, inden første date.

Well. Jeg var nok skræmt og irriteret over virkeligheden, men alligevel ikke mere nysgerrig end at jeg flyttede mig fra de traditionelle, “kærligheds-søgende” dating-sites, til de mere kulørte sexdating-sites. Jeg er utålmodigt anlagt og havde det bedst med de fora, hvor en skovl bliver kaldt en skovl. Og samtidig var jeg begyndt at blive mere seksuelt nysgerrig. 

 

På den igen

Som sagt, så gjort. Jeg fandt et af de store sexdating-sites og begyndte lystigt at udfolde mig her. Nu blev der sat trumf på de spændende oplevelser – der nu talte nogle dates med en pornoskuespiller, besøg i swingerklubber og en enkelt sommerhusfest – hvor hoved-aktiviteten til festen altså ikke var lange gåture eller oplæsning af digte.

Bedst som jeg hyggede mig allermest, med elskere og fester – kom min nuværende mand spadserende ind i min tilværelse. Vi mødte hinanden lige dér – på Danmarks største sexdating-site. I modsætning til de andre fyre, jeg havde mødt, var han romantisk, skrøbelig og hudløst ærlig. Efter nogle ugers romance spurgte jeg ham forundret, hvad han dog lavede på lige netop dette site, der jo primært var for folk, der søgte nem og hurtig sex. Han svarede – sikkert i overensstemmelse med sandheden – at han havde set en reklame for det i et tog.

Skal jeg være helt ærlig, tror jeg bare, han var gået forkert. Og det er jeg faktisk ret glad for i dag. Jeg beholdt min nyfundne kronjuvel, og i dag er vi gift og bor i et dejligt hus på landet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *